Af Gustav Stubbe Arndal
På trods af dybt siddende kulturelle forventninger er det ikke alle mennesker, der er egnede til at være forældre. Ikke blot fordi der findes dybt forvrængede mennesker, som misbehandler deres nærmeste, men fordi mennesker er forskellige, komplicerede og uperfekte på helt unikke måder.
The Lost Daughter handler om en af disse uperfekte mennesker, nemlig den 48-årrige Leda (Olivia Colman). Hun ankommer til et discount-resort på en græsk ø for at få en pause fra sit professorarbejde, men det er svært at finde ro og afslapning. Især fordi den ung mor Nina (Dakota Johnson), der bor ved samme strand som hende, bringer ukomfortable minder om Ledas fortid.
Der er ikke meget handling at snakke om i filmen, som mest er interesseret i Ledas indre konflikt om hendes forhold til sine nu voksne døtre. Fortiden afsløres gradvis i flashbacks med den unge Lena (Jessie Buckley), som oplever de mindre romantiske sider af forældrelivet, og det hele leder til en beslutning, som stadig hjemsøger hende på øen.
Leda er den type komplekse rolle, ældre skuespillerinder drømmer om, men kun de allerbedste kan leve op til. Olivia Colman er heldigvis en af de bedste. Hendes stålsatte stædighed sidder på overfladen, mens man mærker en emotionel tumult, som bobler op, når hun mindst ønsker det. Ledas interne konflikt synes at sætte sig fysisk i Colmans krop.
Hun er båret på vej af en umådeligt selvsikker manuskript- og instruktørdebut fra Maggie Gyllenhaal, som selv har erfaring som kvinde, mor og skuespillerinde, hvilket uden tvivl har farvet filmen. Flashback-scenerne præsenteres som montager af stærke indtryk og følelser, modsat nutidens almindelighed. Men begge sider styrker en knugende angst, man får i brystet som publikum.
Ledas ferie afbrydes af alskens uskønheder. Rådne frugter i frugtskålen, døde cikader på sengen og grankogler, der falder hårdt ned på hende under gåturen fra stranden. ”I’m an unnatural mother”, fortæller hun sent i filmen, og naturen synes også at have noget imod hende.
Så er der en dukke, Ninas lille datter mister på stranden og skaber sig over resten af turen, som Leda holder skjult af grunde, hun ikke selv er klar over. En tjener fra resortet fortæller Leda, at Ninas vennekreds er ”bad people”, så det kidnappede legetøj sider som en uforklarlig tikkende bombe.
Men The Lost Daughter er ikke eksplosiv. Det er et intimt karakterstudie af en type kvinde, man sjældent ser i film. Leda er hverken den kærlige moderfigur eller et skurkagtigt monster, men et fuldendt og på nogle måder dårligt menneske, vi selv får lov at tage stilling til. Balancegangen hælder i filmens svagere dele mod tilbageholdenhed og unødig uklarhed, men det viser betydeligt mod fra Gyllenhaals side.
Gyllenhaals ambitioner med The Lost Daughter ser beskedne ud på overfladen, men stikker dybt ned i komplicerede følelser og ideer, som ikke altid er rare at tale om. Hun tilgår emnet med empati og forståelse, der spejler sig i Ledas indre rejse. En fænomenalt selvsikker debutfilm.
Kommentarer